cropped cropped White with Bold Red Political Logo 1 3487 Studentermedhjælper

Studentermedhjælper

DTU - Technical University of Denmark

Job Description

Er du frisk på spændende administrative opgaver på DTU, og har du lyst til at omsætte dine teoretiske færdigheder til praksis, så er du måske den studentermedhjælper, vi søger i sagsbehandlingsteamet i Afdelingen for Uddannelse og Studerende (AUS).

Jobbet

Du bliver en del af et sagsbehandlingsteam, bestående af fire engagerede og dygtige medarbejdere (tre AC-fuldmægtige og en administrativ medarbejder) og en teamleder, som du refererer til. Teamet varetager primært sagsbehandling af dispensationsansøgninger, eksamensklager og sager om eksamenssnyd.

Vi søger en studentermedhjælper, hvis primære opgave vil være at bistå teamet med at forberede/klargøre sager, sende sager i høring hos dispensationsudvalg, undervisere og de studerende, lave udkast til afgørelser og sørge for at besvare mails fra studerende og undervisere.

Jobbet spænder vidt, og du skal være klar på at jonglere inden for mere end et af de tre nævnte sagsområder. Det bliver dog dispensationssager, der vil være dit primære område. Du kommer til at arbejde tæt sammen med teamet og vil modtage en grundig introduktion til arbejdet.

Dine arbejdsopgaver vil være:

  • Sagsbehandling af sager vedr. ansøgninger om dispensation fra DTU’s uddannelsesregler samt sager vedr. eksamensklager og eksamenssnyd
  • Administrative opgaver, herunder kontakt til studerende og undervisere, besvarelse af henvendelser, journalisering og udsendelse af visse afgørelsestyper
  • Sekretariatsbetjening af de to dispensationsudvalg på DTU
  • Forskellige praktiske ad-hoc opgaver.

Vores forventninger til dig

Vi forventer, at du:

  • studerer jura, erhvervsjura eller forvaltning, men har du en anden uddannelsesbaggrund og kan se dig selv i denne stilling, skal du endelig ikke holde dig tilbage
  • hurtigt kan sætte dig ind i nye opgaver
  • har nemt ved at formulere dig og skriver et godt og flydende dansk og engelsk
  • er struktureret i den måde, du arbejder på, og har øje for detaljen
  • kan arbejde selvstændigt og bevare overblikket, også når der er mange sager, men er samtidig også en holdspiller
  • er serviceminded, imødekommende og en stabil arbejdskraft

Erfaring med sagsbehandling samt kendskab til forvaltningsloven vil være en fordel, men er ikke et krav. Lyst til at arbejde med sagsbehandling af studentersager og evne til at sætte sig ind i den relevante forvaltningsmæssige og uddannelsesjuridiske lovgivning er en forudsætning.

Hvad tilbyder vi dig

Vi tilbyder dig et afvekslende arbejde med personlig udfordring, hvor du i høj grad er med til at skabe rammerne sammen med dygtige, hjælpsomme og engagerede kolleger.

Afdelingen for Uddannelse og Studerende er DTU’s centrale studieadministrative enhed. Afdelingen er organiseret i seks kontorer og består af ca. 90 medarbejdere. AUS varetager alle opgaver i forbindelse med de studerendes optagelse, modtagelse og daglige liv på campus i Lyngby. Derudover servicerer afdelingen de to uddannelsesdekaner i deres daglige arbejde som de øverste ansvarlige for DTU´s uddannelser.

På DTU bliver du en del af en af Europas førende forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Du kommer ind i en organisation, der har til formål at udvikle viden på internationalt niveau. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestene på DTU. Du kan se frem til at få en udfordrende og udviklende arbejdsplads med høj faglighed. Vi sørger selvfølgelig for, at du samtidig får den nødvendige sparring og kompetenceudvikling.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer m.fl. (HK/Stat).

Arbejdstiden er gennemsnitligt 10 timer om ugen og kan tilrettelægges fleksibelt ift. ferier, eksaminer mv. Stillingen ønskes besat snarest muligt. Ansættelsen løber, så længe du er aktiv studerende.

Vi forventer, at du er fleksibel og kan være til rådighed i sommermånederne juni og august.

Arbejdssted er DTU Lyngby Campus, Anker Engelunds Vej 101, 2800 Kgs. Lyngby.

Ansøgning og kontakt

Vi skal modtage din online ansøgning senest den 4. januar 2023. Åbn linket “Ansøg nu”, hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter din motiverede ansøgning, CV, dokumentation for studieaktivitet og eventuelle anbefalinger.

I ansøgningen vil vi gerne høre lidt om dig, dine kompetencer og hvorfor du søger stillingen. I forbindelse med samtalen kan der muligvis blive en lille skriveopgave for test af formuleringsevne og stavning.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Mette Lilje, telefon 4525 7106. Læs mere om Afdelingen for Uddannelse og Studerende her: AUS .

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

Teknologi for mennesker

DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 12.900 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

To apply for this job please visit efzu.fa.em2.oraclecloud.com.


Job Notifications
Subscribe to receive notifications for the latest job vacancies.